Woodstocks psykedeliske arv

Vi taler selvfølgelig om Woodstock. Den sammenkomst, der blev et kulturelt fænomen og ændrede verden for altid. Den begivenhed, der skabte arketypen og aspirationen for hver musikfestival, der fulgte efter. Dengang Jimi Hendrix spillede en forvrænget "Star Spangled Banner" for de sammenbragte masser - hvilket blev til en af de mange ikoniske øjeblikke, der fandt sted i løbet af weekenden. Dengang alle tog psykedeliske stoffer og drømte om en ny verden.

Jeg mener, vi kunne blive ved i al evighed - det er der mange, der gør! Herunder den millioner som hævder, at de var der (men det kunne bestemt ikke alle have været det!)

 Adskillelse af fakta fra fiktion

Kulturelle fænomener som dette bliver altid til myter, og nogle gange er det svært at adskille fakta fra fiktion. Hvad vi dog kan være sikre på, er den virkning Woodstock havde på både den generelle og psykedeliske kultur umiddelbart efter og stadig i dag.

Hvis den brede befolkning tænker på psykedeliske stoffer selv i dag, er det billede, der oftest kommer i tankerne, hippier, der danser på Woodstock, smilende og fulde af LSD eller magiske svampe. I en kort periode var et psykedelisk induceret Nirvana muligt, sådan så det i hvert fald ud. Men lad os starte fra begyndelsen! Historien om Woodstock, og hvordan det blev til en legende. 

Historien om Woodstock

Historien om Woodstock udspiller sig midt i et USA i en tilstand af uro. Verden var under forandring, og borgerrettighedsbevægelsen var ved at vinde frem. Dette resulterede i mange protester og konflikter, da folk kæmpede for lighed. Vietnamkrigen rasede, og de unge mennesker var stærkt imod den. De indså, at verden kunne og bør være anderledes. Deres sind blev åbnet af ny musik og friere måder at leve på, samt psykedeliske stoffer som svampe og LSD. De søgte et fristed, og der var fire mænd, der var ivrige efter at tilbyde dem det.

John Roberts, Artie Kornfield, Joel Rosenman og Michael Lang var alle i slutningen af 20'erne og arbejdede i musikindustrien. De ønskede at få noget til at ske. De dannede Woodstock Ventures, Inc. og besluttede, at dette "noget" skulle være en musikfestival. Efter forskellige ændringer af spillesteder (mange byer, der nærmede sig, blev skræmt ved tanken om et ton hippier, der kom ned over dem) Med en måned tilbage tilbød mælkeproducent Max Yasgar en del af sin jord i Bethel, der ligger i Catskill Mountains.

 Sikring af superstjerner til at spille på festivalen

Da stedet var fundet, skulle kunstnerne sikres. Efter en langsom start indvilligede Creedence Clearwater Revival i at optræde. Da de viste interesse, strømmede andre store navne ind, fra Janis Joplin til Jimi Hendrix. Arrangørerne havde planlagt omkring 50.000 deltagere. Inden festivalen overhovedet begyndte, var over 100.00 billetter blevet solgt på forhånd. Da flere og flere mennesker begyndte at ankomme og slå lejr på stedet, blev festivalen tvunget til at blive gratis. Man var nødt til at beslutte at prioritere at byde alle velkommen frem for profit. Det anslås, at en million mennesker forsøgte at komme til Woodstock i august; veje i hele byen var overfyldt og blokeret. Til sidst gennemførte omkring en halv million mennesker deres rejse og befandt sig på gården. 

På trods af de store menneskemængder var det stadig sjovt

Du kender sikkert overblikket over, hvad der så skete. Fra den 15.-18. august optrådte legender som Joan Baez, Ravi Shankar, Santana, The Grateful Dead, The Who, Janis Joplin, Jefferson Airplane og Jimi Hendrix. Det regnede. Folk dansede og elskede. Maden løb ud. Et kooperativ af svineavlere fra New Mexico, Hog Farm, blev tilkaldt for at brødføde og tage sig af folk - de opfandt endda et "freak-out-telt" - et sted, hvor man kunne tage sig af dem, der led af et "bad trip". Denne omsorgsorienterede tilgang er sandsynligvis en af grundene til, at Woodstock som bekendt havde meget få episoder. Selv om der var to dødsfald (en person blev kørt over, en anden blev ramt af en overdosis narkotika) ud af de næsten 500.000 mennesker, der deltog, var der kun lidt eller ingen vold. Dr. William Abruzzi, der arbejdede på festivalen, husker;

"Dette kunne meget vel have været et eksempel på, at et stort antal mennesker for første gang har fundet sammen, levet sammen, lidt sammen og givet os andre et eksempel på, at det kan lade sig gøre i kærlighed og fred." 

Skyldtes den manglende vold til psykedeliske stoffer?

Mange mennesker tilskriver dette den freds- og kærlighedsattitude, som hippierne og de unge mennesker, der var til stede, havde. Dette blev dog ikke mindst hjulpet på vej af det store forbrug af psykedeliske stoffer på festivalen. Woodstock er blandt utallige andre ting stadig en markør for, hvordan psykedeliske stoffer både kan give en sindsforvirrende god tid og tilskynde dig til at tage dig af dine medmennesker. 

Måske bidrog festivalens opfattede "vildskab" til det endelige forbud mod psykedeliske stoffer i 1970 via Psychotropic Drugs Act. Måske fik tanken om ungdommelige hjerner, der blev åbnet og stillede spørgsmålstegn ved status quo, regeringen til at blive bange. Uanset hvad, så sikrede dette forbud, at intet som det oprindelige Woodstock fra 1969 (de senere forsøg som f.eks. Woodstock '99 er bedst at glemme) nogensinde kunne ske igen.

Men som alle gode myter og legender er Woodstock stadig levende. Den lærer os noget om os selv. At folk kan være kolde, sultne og våde, men stadig holde af hinanden. Det er også en refleksion over psykedeliske stoffer. I en bredere forstand er alle de ting, som magiske svampe og LSD var med til at skabe på festivalen - generøsitet, kærlighed, kreativitet - ved at blive genopdaget i dag i den psykedeliske renæssance. Nu hvor psykedeliske stoffer genindføres i verden som den omsorgsfulde og effektive måde at lindre lidelser som depression, PTSD og OCD på samt optimere dit humør og din kreativitet, ser det ud til, at de meget udskældte hippier blev undervurderet i deres tid. 

Woodstock var et udtryk for kærlighed

Selvfølgelig kunne de langhårede børn i marken ikke have kendt omfanget af det medicinske potentiale af deres svampe, men de værdsatte helt sikkert deres magiske kvaliteter. Harlan Lebo, en kulturhistoriker, forklarer;

"På trods af regnvejr, mangel på mad og begrænsede sanitære forhold fandt de, der var i Woodstock, oprigtig respekt, venlighed og ubetinget accept af andre. Når øjenvidnerne mindes deres minder om Woodstock, er det sjældent - hvis overhovedet - stofferne eller sexet, der er i fokus; det, de værdsætter, er de tre dage med sammenhold - hvor de snakkede lystigt med lokale betjente, delte appelsiner med fremmede eller stod på et gadehjørne og delte slikkepinde ud - den enkle menneskelige værdighed, der ligger i at dele og tage sig af andre".

Arven fra Woodstock i dag

I dag kan vi følge Woodstocks spor i den spirende psykedeliske bevægelse, som var et optimistisk eventyr om idealerne om en bedre verden. Hippierne i 1960'erne var bl.a. optaget af borgerrettigheder, social bistand og støtte samt miljøet. Alt sammen ting, som stadig er aktuelle i dag. De gik langt for at sikre, at der skete forandringer i deres tid. Måske kan vi i vores nye psykedeliske renæssance fortsætte med at fremme disse oprindelige sager. For hvis der er én ting, som både de oprindelige hippier og nutidens videnskabsfolk vil fortælle os, så er det, at psykedeliske stoffer kan åbne dit sind og hjerte.

Så selv om du måske tænker på Woodstock, når du tænker på nøgne mennesker, der danser i mudder - eller på Grateful Dead næsten blev elektrisk dræbt af deres våde udstyr - men det, der holder sammen på legenden, er den nye verden, som deltagerne drømte om... (og den forbandet gode musik!)

Tillykke med Woodstock-jubilæet! Til ære for dagen er det kun rimeligt, at du tager en tur på din egen....